Maritimt rundbordsmøde i Beijing
Repræsentanter for Det blå Danmark sad med ved bordet, da erhvervs- og vækstminister Ole Sohn mødte repræsentanter for kinesiske rederier og værfter.
I disse dage er erhvervs- og vækstminister Ole Sohn på officielt besøg i Kina. Mandag blev der afholdt et maritimt rundbordsmøde i Beijing. Det Blå Danmark, repræsenteret af Danske Maritime, Danmarks Rederiforening og Danske Havne, deltog i mødet, som også havde deltagere fra myndigheder samt kinesiske værfter og rederier.
Mødet blev åbnet af Ole Sohn, som understregede Danmarks interesse i at styrke relationerne mellem de maritime miljøer i Danmark og Kina. Blandt andet inden for grøn teknologi kan danske leverandører og rederier samarbejde med kinesiske værfter og rederier.
Danske Maritime opfordrede ved mødet de kinesiske værfter og rederier til at styrke samarbejdet med danske leverandører inden for såvel teknologi som skibsdesign. Danske maritime leverandører har allerede en stærk position i Kina, og der er god basis for at udbygge dette samarbejde yderligere.
Kina er verdens største værftsnation, men landet er ikke en stærk teknologileverandører. Netop inden for maritim teknologi har danske maritime virksomheder en klar styrkeposition, og de kinesiske værfter og rederier udviste ved mødet stor interesse i et øget samarbejde.
Ifølge en ny kinesisk femårsplan skal den kinesiske skibsfartsindustri forbedre energieffektiviteten for flåden med 16 pct., og da danske virksomheder er blandt de førende inden for grønne maritime løsninger, øger den kinesiske femårsplan mulighederne for et udvidet maritimt samarbejde mellem Danmark og Kina.
Rundbordsmødet var ifølge en pressemeddelelse fra Danske Maritime en succes, hvor det blev understreget fra såvel kinesisk som dansk side, at det vigtigt at fortsætte og styrke relationerne landene imellem.