To SAS-fly ramt af lyn
Med fem minutters mellemrum blev to SAS-fly søndag eftermiddag ramt af lyn.
Flyene var netop lettet fra Sveriges største lufthavn, Arlanda ved Stockholm, med retninger mod Luleå og Umeå. Men begge måtte vende om og flyve tilbage til lufthavnen.
Begge fly var af modellen Boeing 737 og havde 110 og 120 mennesker ombord.
En passager fra flyet til Umeå beskriver til den svenske avis Aftonbladet fornemmelsen af lynnedslaget.
- Der lød et kraftigt smæld fra den vinge, jeg sad ved, og det blinkede rundt om flyet. Der var ingen tvivl om, hvad der foregik, siger han til avisen.
De to fly vil blive inspiceret af flymekanikere, inden de kommer på vingerne igen.
Søndagens uvejr har ramt den svenske luftfart hårdt og har på en eller anden måde haft konsekvenser for mellem 300 og 350 flyafgange. For eksempel har flere fly måttet cirkulere rundt i luften i længere tid end forventet inden landing, mens andre har måttet vente på landingsbaner rundt omkring i timevis.