Anna-Mette Farcinsen fejrer 25 år i ITD
Personlig assistent Anna-Mette Farcinsen har siden 1. september 1987 arbejdet hos først FDE og nu ITD.
Hun begyndte i FDE’s afdeling for moms, motorvej og dieseltold. I 1994 blev hun leder af motorvejsafdelingen, og det job havde hun, indtil koncernen flyttede ind i sit nye hovedkvarter på Lyren i Padborg i 2004.
På det tidspunkt ønskede hun at prøve noget nyt, og hun kastede sig over jobbet som personlig assistent for ITD’s daværende adm. direktør Jens I. Petersen. Siden ”arvede” ITD’s nuværende adm. direktør Jacob Chr. Nielsen hendes store evner som organisator. Fra kollegerne lyder det, at 46-årige Anna-Mette Farcinsen trods sin lille størrelse har en stor arbejdskapacitet. Hun er en omhyggelig person og velformuleret medarbejder, som kender organisationen ind og ud.
Derfor passer hun glimrende ind i rollen som personlig assistent, især fordi hun med sin uddannelse som korrespondent er lidt af en sprogørn. Således taler Anna-Mette Farcinsen ubesværet dansk, fransk, spansk og engelsk krydret med en smule tysk.
Anna-Mette Farcinsen bor med sin kæreste i Kruså. En af hendes store fritidsinteresser er hunde og hundedressur. Hun har selv en ”Nova Scotia Duck Tolling Retriever,” som går under navnet Toller.