23948sdkhjf

Mols-Linien ser opklaring i horisonten

Det kriseramte færgerederi ser tegn på bedring trods nyt minus i første halvår.

Det kriseramte færgerederi ser tegn på bedring trods nyt minus i første halvår.



Efter at have været ude i et mindre økonomisk uvejr er Mols-Linien nu angiveligt på vej mod lysere tider. Sammen med en effektiv slankekur er det først og fremmes den vellykkede indsættelse af den nye superfærge KatExpress 1, der bidrager til at bringe rederiet på ret køl, skriver rederiet, der fik et tab på 37 mio. kroner i første halvår.

Plus i Q2

Mols-Linien glæder sig således over at kunne notere fremgang på alle driftsområder, og rederiet forventer at komme ud med et overskud for andet halvår 2012.

Mols-Liniens bestyrelse har netop godkendt selskabets økonomiske rapport for første halvår 2012. Den viser, at rederiet nu for alvor er ved at høste frugterne af de initiativer, der som led i en turnaround-plan blev sat i værk for at komme ud af økonomisk uføre. En helt afgørende faktor i denne plan var indsættelsen af verdens største hurtigfærge. KatExpress 1 blev indsat den 9. maj 2012, og det er allerede nu tydeligt, hvilken enorm positiv effekt katamaranfærgen har haft på den økonomiske udvikling i rederiet.

Lavere omkostninger

En af de mest markante forbedringer er, at det med den nye færge er lykkedes at nedbringe omkostningerne for hver transporteret bil betydeligt. Den forøgede kapacitet har blandt andet betydet, at der i første halvår i år gennemsnitligt var 102 biler om bord per afgang mod 66 biler per afgang i første halvår i fjor. Resultatet af første halvår 2012 er ganske vist fortsat negativt, men der er tale om en så markant fremgang i forhold til første halvår 2011, at det giver grund til at se meget optimistisk på fremtiden. Således er underskuddet fra første halvår 2011 på 137,3 millioner kroner nu nedbragt til 37,6 millioner kroner for tilsvarende periode i år.

- Vi er meget glade for at have fået den nye færge succesfuldt i søen. Det glædelige er, at vi allerede efter få måneders drift kan se, at det var den rigtige strategiske beslutning. Kunderne har i stort tal taget godt mod færgen, og Mols-Linien har for længst overhalet indenrigs-flytrafikken. Med en kapacitetsforøgelse på Kattegat på op mod 50 procent, spiller vi en stadig større rolle som forbindelsesled mellem landsdelene og ser frem til både at forbedre vores tilbud og resultat endnu mere, udtaler Mols-Liniens administrerende direktør Søren Jespersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078