Århus holder åben havn
Åben Havn i Aarhus foregår i år på lørdag fra kl. 11.00 – 15.00 og afvikles på pladsen på hjørnet af Balticagade og Mindet ved åens udløb.
Publikum får mulighed for at få et indblik i, hvad nogle af havnens mange virksomheder beskæftiger sig med.
En række virksomheder vil udstille nogle af deres råvarer, og der vil være demonstration af forskelligt materiel, ligesom der vil være fremvisning af flere store køretøjer og maskiner, der bruges ved lastning og losning af gods og containere. SKAT vil fremvise den ene af Danmarks mobile containerskannere, hvis primære funktion er at skanne indgående gods for våben, sprængstoffer og narkotika. SKAT vil også have en af deres narkohunde med på dagen.
I år vil en række undervisningsinstitutioner desuden være repræsenteret: Fiskeriskolen, AMU Transportuddannelser, Maskinmesterskolen og Aarhus Universitets Afdeling for Marin Økologi.