23948sdkhjf

Trængselskommissionen skal holde sig til hovedstadsområdet

Sådan lyder det fra begge sider af Folketingssalen, efter brancheorganisationen for vejgodstransport, ITD, har foreslået at udvide den nuværende kommissions fokus til hele landet.

Sådan lyder det fra begge sider af Folketingssalen, efter brancheorganisationen for vejgodstransport, ITD, har foreslået at udvide den nuværende kommissions fokus til hele landet.



Ifølge brancheorganisationen overser politikerne nemlig generelt regionale trængselsproblemer - som eksempelvis dem i trekantsområdet.

Men de bør ikke være en sag for trængselskommissionen, mener blandt andre SF's trafikordfører, Anne Baastrup.

- Vi har en forventning om, at der skal ske noget hurtigt, fordi problemerne er størst i København. Hvis vi skulle i gang med hele landet, så ville det simpelthen tage for lang tid, siger hun.

Onsdag eftermiddag mødtes trængselskommissionen til sit første egentlige møde.

Her skal et fremtidigt roadpricing-system blandt andet til debat, og selvom det også kan komme resten af landet til gavn, så savner underdirektør i ITD Poul Bruun, at politikerne kigger mere vest for Storebælt.

- Man har nedsat en kommission til at løse lokale problemer, der i virkeligheden kunne have lige så stor relevans for resten af landet. Trængselsproblematikken er ikke bare et københavnerfænomen, siger han.

Han peger blandt andet på trængslen på motorvejene E45 og E20 som et forhold, der burde få kommissionens opmærksomhed.

De trafikordførere, Altinget | Transport talte med onsdag, mener dog ikke, at de overser regionale problemer.

- Vi har undersøgelser i gang, der eksempelvis skal afdække en eventuel Kattegat-forbindelse, en Hærvejs-motorvej osv. Hvis man kigger på de enkelte store byer rundt omkring i landet, så kan der også være trængselsproblemer. Det handler bare mere om den kollektive trafik, lyder det eksempelvis fra Dansk Folkepartis Kim Christiansen.

SF's Anne Baastrup understreger samtidig, at trængselskommissionens arbejde indirekte vil komme resten af landet til gode.

- Når kommissionen eksempelvis kommer frem med gode ideer om roadpricing, så skulle det undre mig, om man ikke kiggede på det i de andre store byer. Der er ikke forbud imod, at man rundt omkring låner fra arbejdet med København, siger hun.

Venstre anerkender tanken bag - men ikke en kommission

Kristian Pihl Lorentzen (V) kan godt forstå, hvorfor ITD råber vagt i gevær. Trængselskommission er bare ikke svaret, lyder det fra venstremanden, hvis parti står uden for aftalen om den nuværende kommission.

- Selvfølgelig er der trængselsproblemer omkring København, men vi har sandelig også problemer andre steder i landet. Selve trængselskommissionen finder vi bare overflødig. Vi har allerede en fuldstændig forståelse for, hvor skoen trykker i Danmark. Vi har ikke brug for en kommission. Vi har brug for handling, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078