ITD: Sparede milliarder skal gavne alle
I 2009 gav politikerne 95 milliarder kroner til Infrastrukturfonden, så trafikken i Danmark kunne få bedre vilkår.
Pengene røg hurtigt af sted, og særligt et splinternyt signalsystem til jernbanerne tog sin del af kagen og kostede 21,7 milliarder kroner.
Imidlertid har Banedanmark bekræftet, at staten sparer flere mia. kr. som følge af overbudgettering og fordelagtige kontrakter for signalsystemerne. Angiveligt kan der forventes besparelser på op til 8 mia. kr.
- Det er ikke kun her, vi kan vente besparelser. Meget tyder på, at også andre projekter, både inden for vej og bane, vil koste mindre end oprindeligt beregnet, siger ITD’s erhvervspolitiske chef Poul Bruun.
De sparede penge flyder tilbage til Infrastrukturfonden, og fra ITD er opfordringen at sikre en seriøs transportfaglig kulegravning, så de sparede penge bliver geninvesteret dér, hvor de gør størst gavn for det samlede transportsystem.
- Vi mener, at den Trængselskommission, som politikerne efter diskussionen om betalingsringen etablerede for København, bør udvides og beskæftige sig med trængselsudfordringerne i hele landet. Provinsen har også akutte trængselsproblemer – ikke mindst på motorvejene E45 og E20, og der er brug for at investere i visionære transportløsninger, der tager udgangspunkt i et helhedsbillede for hele landet og al trafikken, siger ITD’s bestyrelsesformand Peter Provstgaard.
- Der er penge i kassen, og derfor er en landsdækkende debat relevant. En national trængselskommission kan overveje de store linjer og sikre en langtidsholdbar udviklingsplan for transportnettet på tværs af hele Danmark og alle transportformer, siger Peter Provstgaard.
- Det nuværende motorvejsnet med to nord-syd og en øst-vest forbindelse er kendt som ”det store H.” Det har vist sig at være alt for sårbart. Derfor bør vi sikre mobiliteten og sammenhængskraften både i Danmark og til vores nabolande ved på sigt at få etableret et ”dobbelt-H”, lyder det fra Peter Provstgaard.
- ITD støtter forbedringer af jernbanerne, så kombinerede godstransporter på bane og vej kan blive mere effektive. Men når nogle af besparelserne kommer fra vejprojekter, er det kun fair, at der ryger penge tilbage til vejene. Her er der nok at tage fat på, og politikerne er nødt til at prioritere mere end én transportform for at løse trængselsudfordringen, mener Peter Provstgaard.