Scandlines risikerer at miste nye færger
Det dansk-tyske rederi Scandlines' planer om nye færger på ruten Gedser-Rostock har fået et nyt skud for boven.
Problemet for P+S Werften er, at hverken den tyske forbundsstat eller delstaten Mecklenburg-Vorpommern vil holde hånden under værftet via kreditter, som det ellers har været tilfældet. Det betyder, at P+S Werften er insolvent.
Scandlines to superfærger, M/F Berlin og M/F Copenhagen, skulle allerede have været i drift på den vigtige Gedser-Rostock-rute i sommerperioden, men kort før sæsonen måtte Scandlines meddele, at skibene var blevet forsinkede.
Derfor har Scandlines måtte sejle med de gamle færger hele sommeren og har samtidig chartret en ekstra færge for at klare spidsbelastningen. Scandlines har tidligere bebudet et krav om bod fra værftet på grund af den voldsomme forsinkelse.
Den seneste melding fra ministerpræsidenten i Mecklenburg-Vorpommern er også ret dyster.
Erwin Sellering (SPD) har efter et krisemøde meddelt, at der ikke er et retligt grundlag for at tildele værftet yderligere subsidier fra delstat og forbundsstat. Den nuværende kreditramme kan ikke udvides, og dermed kan de indgåede aftaler ikke opfyldes.
For ganske få dage siden blev en ny værftsdirektør ansat – Rüdiger Fuchs – og han har i dag meldt ud, at en konkursbegæring kan ventes senest onsdag.