Presser på for ny Storstrømsbro
Gode kontrakter forhandlet hjem af Banedanmark betyder, at staten sparer op mod otte milliarder ud af et budget på knap 28 milliarder, skriver Børsen.
Overskuddet går tilbage til Infrastrukturfonden. - Derfra kunne transportministeren passende tage knap fire milliarder som en ny Storstrømsbro koster, mener Radikale Venstres Rasmus Helveg Petersen.
- Det er naturligvis en politisk beslutning. Men kampen for hvad overskuddet skal bruges til, går i gang nu.
- Foruden at forsøge at gøre det til en radikal mærkesag, vil jeg forsøge at påvirke mine kollegaer i Folketingets transportudvalg. Det kan meget passende gøres, når vi i næste uge skal på en fælles tur, hvor vi blandt andet skal bese området, hvor Femern Forbindelsen skal bygges. Så kan vi køre over Storstrømsbroen, så alle ved selvsyn kan se, at den trænger til at blive skiftet.
Derudover vil Rasmus Helveg Petersen tage kontakt til transportministeren.
- Der er så gode argumenter for, at bygge en ny Storstrømsbro. Ikke bare af hensyn til infrastrukturen i lokalområdet, men for hele infrastrukturen i Danmark i sammenhæng med den kommende Femern Forbindelse, siger Rasmus Helveg Petersen.
- Det er i det hele taget en skandale, at man ikke kan sikre en fornuftig togtransport mellem Nykøbing og Sjælland, fordi broen er så udslidt. Dertil kommer, at det ikke er perspektiv i, at blive ved med at poste en masse penge i reparationsarbejder i en bro, som er så nedslidt, som den er.
Der tegnede sig tidligere på året et politisk flertal i Folketinget for en ny Storstrømsbro. Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har dog tidligere lagt vægt på, at pengene ikke var til stede. Men det er de nu, mener Rasmus Helveg Petersen.