Pema åbner nyt depot i Padborg
Den stadig større efterspørgsel på specielt køle- og gardintrailere i korttidsudlejning har medført at Pema Last og Trailerudlejning A/S fra den 15. august har etableret eget trailerdepot på adressen Thorsvej 17 i Padborg.
Området er sikret af hegn og automatisk port med overvågning, hvor der i dagtimerne foretages ind og udtjek i samarbejde med KH OneStop A/S, mens det dog efter normal arbejdstids ophør er muligt at få adgang til pladsen mod forudgående aftale.
-Vi har i forbindelse med åbningen bestilt et stort antal ny køle-, boks og gardintrailere med forskellige specifikationer, hvorved vi vil være i stand til at betjene såvel nye som eksisterende kunder så snart aktiviteterne igen stiger efter sommerferien. Samtidigt vil vi naturligvis bruge pladsen til opbevaring af nye trailere under klargøring, samt til de enheder der efter endt udlejning skal sælges ud af flåden, udtaler direktør Carsten Sørensen, Pema Last og Trailerudlejning A/S.
-Vores udlejning i Syd- og Sønderjylland har i de seneste 12 måneder været under konstant vækst, hvilket naturligvis er et resultat af at vi sidste efterår ansatte Søren Outzen med bopæl i Padborg til at understøtte Jan Jespersen med at betjene vore kunder i området, slutter Carsten Sørensen.
Pema har dansk hovedkontor i Kolding hvorfra alle de administrative funktioner dagligt varetages at en samlet medarbejder stab på 14 personer.