Vi kender det alt for godt: Det er sommer og vi skal ud at køre bil. Nogle kører Danmark tyndt, mens andre kører sydpå i varmen.

Og knap er man kommet ud på motorvejen og har fået bilen op i fart, før man bliver nødt til at slippe speederen på grund af et vejarbejde.

At køre ned igennem Tyskland er nærmest en prøvelse. Også selv om tyskerne prøver at opmuntre bilisten med smileyer undervejs på de både 10 og 20 km lange vejarbejder: Nu er der kun 2 km tilbage, smiler det gule ansigt.

Eller ”Geschafft”, som der står ved den grønne smiley, når man er sluppet igennem helvedet - inden det næste skilt allerede bebuder, at ”vi udbygger din vej” og er færdige i efteråret 2013.

For det er jo det de gør. De gør vejen bedre og bredere, for at du og jeg og vores varer kan komme hurtigere fra A til B.

Jeg synes bare, at vejarbejde er en konstant tilstand. Jeg kunne ønske mig, at der var nogen, der investerede 120 milliarder i vejene, byggede i tre år og så var vi fri for vejarbejde de næste ti år.

Min sommer-tour fortsatte ned gennem Frankrig, og her må de have gjort et eller andet rigtigt, for der var kun godt et par kilometers vejarbejde fra nord til syd. Ren luksus.

Herhjemme er der sikkert mange, der glæder sig til, at der bliver sekssporet motorvej over Fyn. I første omgang bliver det dog rigtig skidt og det bliver bestemt ikke sjovt, at køre over Fyn i de kommende år.

Men hvis belønningen er, at trafikken glider og der ikke bliver flere vejarbejder henover øen i en årrække, så skal det selvfølgelig være sådan.

Jeg tager toget, når jeg skal f.eks. til hovedstaden. Men hvad med sælgeren, der skal landet rundt eller varerne, der skal ud til supermarkederne. De har ikke noget alternativ.

Måske vi allerede nu skal til at lave åndedrætsøvelser, lære at slappe af og nyde de minutter ekstra det tager i køen.

For det skal åbenbart være skidt, før det bliver godt. Bare det så bliver godt.