23948sdkhjf

Underskud trods øget omsætning

Rederiet J. Lauritzen øgede omsætningen med næsten en tredjedel til 2,1 milliarder kroner.

Rederiet J. Lauritzen øgede omsætningen med næsten en tredjedel til 2,1 milliarder kroner.



Men fremgangen smittede ikke af på rederiets bundlinje, der endte i et minus på 390 millioner kroner for første halvår 2012. Til sammenligning hentede J. Lauritzen et overskud på 21 mio. kroner i første halvår sidste år.

- J. Lauritzen A/S fik en vanskelig start på 2012. Fortsat opbremsning i den globale økonomi samt overkapacitet i de væsentligste shippingmarkeder påvirkede J. Laurtitzens resultat. Endvidere blev J. Laurtitzens ramt af en modparts misligholdelse af kontrakter, hvilket indebar, at et capesize tørlastskib blev solgt. Dette medførte et tab på 39 millioner dollar og havde en væsentlig negativ indvirkning på resultatet for første halvår 2012, siger adm. direktør Torben Janholt ifølge maritimedanmark.dk.

Rederiet realiserede et driftsresultat (EBITDA) på 372 mio. kroner i første halvår, hvilket er på niveau med driftsresultatet i samme periode sidst år. Men resultatet af den primære drift blev et minus på 199 mio. kroner, hvor rederiet i samme periode i 2011 hentede et plus på 170 mio. kroner.

Det er ikke overraskende bulk-aktiviteterne, der for alvor trækker i den forkerte retning. Årsagen er en kombination af overkapacitet med tilgang af ny bulktonnage, samtidig med at væksten på markedet er præget af en svækket vækst i efterspørgslen, fordi forventningerne om faldende råvarepriser ligger en dæmper på lysten til at opbygge lagre, samt uheldige vejrforhold.

Modsat gik det bedre for Laurtizen Kosan, da kontrakt- og spotmarkedet for mindre gastankere forblev gunstigt.

Når det gælder Lauritzen Tankers, så har en stærkere end ventet sæsonmæssig nedgang i andet kvartal ramt markedet for MR produkttankskibe. Men også her er det lykkedes at forbedre driftsindtjeningen.

Også Lauritzen Offshore kunne notere en fortsat gunstig udvikling, på grund af øget efterforskning og produktion af olie på store dybder, samt øget vedligeholdelsesbehov.

Den globale økonomiske usikkerhed får J. Lauritzen til at nedjustere forventningerne for hele 2012. Det skyldes blandt andet forventningen om lavere indtjening på de endnu ledige skibsdage for andet halvår. Rederiets ledelse forventer nu et konsolideret EBITDA på omkring 100 mio. USD for hele 2012.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063