Cimber mangler et fly
Da SAS mandag genåbnede indenrigsruten mellem Billund og København, måtte kunderne kigge langt efter det ATR72-fly, som Cimber A/S skulle operere på vegne af SAS.
I stedet måtte Cimber gennemføre mandagens flyvninger med det CRJ200-reservefly, som benyttes som back-up i forbindelse med den igangværende operation for SAS på de regionale ruter.
Cimbers nyerhvervede ATR72-200 fly har selskabet fremskaffet fra det spanske luftfartsselskab Swiftair med hovedsæde i Madrid. Cimber har indgået en treårig lejeaftale på flyet, der tilsyneladende er blevet forsinket i det spanske bureaukrati før leveringen til Cimber.
- Lige nu står flyet i Toulouse, men vi håber snart at kunne indsætte det i drift for SAS på ruten mellem Billund og København, forklarer Jørgen Nielsen, der er COO i det nyetablerede Cimber A/S.