Færgefart koster i kommunekassen
Det er dyrt for de i forvejen pressede kommunebudgetter i Nordjylland at drive færgefart i Limfjorden. Otte af i alt ni færgeruter er kommunalt ejede, og de gik sidste år ud med et samlet tab på 16 millioner kroner.
Dyrest er det at drive færgefart i Aalborg Kommune, hvor sejladserne til Egholm og Hals-Egense sidste år gav et minus på 6,5 millioner kroner, mens Thisted og Morsø Kommuner følger lige efter med et kommunalt tilskud på mere end fem millioner kroner for at holde sine to færgeruter oven vande.
- Der er ingen tvivl om, at landets små færger er presset på økonomien. De seneste år er færgedrift kun blevet dyrere, og med kommunernes pressede budgetter forstår jeg godt, hvis vi er til diskussion, siger Søren Adsersen, der er formand for Småøernes Færgeselskaber.