Scania med masser af trafiksikkerhedsudstyr til Ødis
Vognmand Erling E. Christoffersen fra Ødis ved Vamdrup, har fået leveret en ny Scania med et højt trafiksikkerhedsniveau.
Den nye trækker er en treakslet Scania R500 6x2/4 med to styrende aksler. Den er bl.a. udstyret med en 16 liters V8 motor, der har en topydelse på 500 hk/2500 Nm i drejningsmoment, Scania Opticruise gearskifte med 12 fremadgående trin, automatiseret betjening af kobling og gearskifte, highline førerhus med luksus sæder, integreret mikrofon for Bluetoothkit til trådløs mobiltelefonforbindelse. Der er også klimaanlæg, køleskab, termoruder, fjernbetjent centrallås med alarm og kaffemaskine.
Førerhus, kofanger og skærme er fabrikslakeret i sølv metallak med klar lak.
Erling E. Christoffersen foretrækker sikkerhed, og har derfor valgt at investere i Scanias retardere med et maksimalt bremsemoment på 3500 Nm, Scania ACC (adaptive cruise control), som hjælper chaufføren med at holde en konstant tidsmæssig afstand til køretøjerne foran og advarer chaufføren, hvis afstanden pludselig formindskes.
Trafiksikkerhedsudstyret omfatter også ESP (Electronic Stability Programme) som er et aktivt system, der hele tiden fornemmer, hvordan køretøjet bevæger sig, dets hastighed og hjulomdrejning. Når systemet registrerer en forskel mellem den retning, chaufføren ønsker, at køretøjet skal køre) og bilens faktiske bevægelse, aktiveres det og styrer bremsekraften individuelt på for- og baghjulene eller på påhængskøretøjet samt reducerer overflødig gasgivning. ESP hjælper således chaufføren med at styre køretøjet i den rigtige retning under kritiske forhold.
Opbygningen omfatter en forskydelig skammel, stor brændstoftank, cyklistkamera og fuld alu-dørkplade, og er lavet af Scania Bilers opbyggerafdeling i Hammelev ved Vojens.
Lastvognen er solgt af salgskonsulent Sten J. Sørensen Scania Biler, Kolding – Erritsø.