Scania trækker forsøgt stjålet
Vognmand Peter T. Thomsen, Stenderup havde lørdag morgen en kedelig oplevelse.
Ukendte tyve forsøgte at stjæle en af hans lastvogne, en Scania R500 trækker fra en indhegnet plads i Hornsyld. Tyvene var brudt ind gennem hegnet og havde bukket en af stolperne til hegnet, så de regnede med at de kunne køre vognen ude gennem hegnet uden om porten.
- Heldigvis var der en græsdækket og dermed ikke særlig synlig jordvold bag hegnet, så vognen kørte fast i jordvolden, siger vognmand, Peter T. Thomsen, der er ærgerlig over skaderne.
Vognmanden fortæller, at tyvene også har fjernet vognens brand- og røgalarm inde i førerhuset, måske i den tro at der var tale om en rigtig tyverialarm.
Skaderne på trækkeren blev to ødelagte dørlåse, en ødelagt tændingslås, en skadet røgalarm samt en ridset kofanger, og dertil kommer et ødelagt hegn. Af vognens fartskriver fremgår det, at tyveriforsøget er foregået omkring kl. 3 lørdag morgen.
Peter T. Thomsen har kontaktet det lokale politi, der dog ikke har haft tid til at kigge på sagen.