UM laver dansker-liste
En ny såkaldt danskerliste skal give Udenrigsministeriet bedre muligheder for at hjælpe danskere i uroområder.
Danskere, der opholder sig kortere eller længere tid i et fremmed land, har nu mulighed for at skrive sig på en liste hos Udenrigsministeriet. Hvis uheldet er ude og landet bliver ramt af jordskælv, terrorangreb, voldelige optøjer eller lignende, så kan Udenrigsministeriet med listen i hånden nemmere komme i kontakt med danske statsborgere, der risikerer at være blevet fanget midt i begivenhedernes centrum.
Udenrigsministeriet kan i akutte situationer hjælpe med at komme ud af landet, ligesom de kan vejlede om hvordan man skal forholde sig, hvis man vælger at blive i et land eller en region, der er blevet ramt af en naturkatastrofe eller er præget af voldelige oprør.
Listen gør det muligt at holde mandtal og afgøre, om Udenrigsministeriets folk i landet skal arbejde videre med at lede efter danskere på hospitaler og lignende, eller om de også selv skal vælge at forlade et land.
Det er 100 procent frivilligt at skrive sig op på listen. Det sker elektronisk på en særlig ”Danskerlisten”-hjemmeside og hver 12. måned bliver man mindet om eventuelt at opdatere sine oplysninger på listen.