Flybe klar til dansk entre
Den 9. september kan meget vel gå hen og blive en mærkedag i dansk indenrigsflyvning. Meget tyder nemlig på, at det bliver den dag, at regionalfly-mastodonten Flybe gør sin entré på de danske indenrigsruter.
Flybe har gennem datterselskabet Flybe Nordic reserveret start- og landingstilladelser i København og Billund til at kunne starte to indenrigsruter og en udenrigsrute fra 20. august. Men med kun få uger til, var det ikke længere realistisk, skriver check-in.dk.
Check-in.dk erfarer således, at ønsket om tilladelserne, de såkaldte slots, nu er blevet rykket til den 9. september.
Kilder fortæller, at Flybe er i gang med de sidste forberedelser til en entré på de danske indenrigsruter fra København til Billund og Bornholm samt på ruten mellem Billund og Oslo. Problemer med at skaffe ledige fly har været medvirkende til, at selskabet ikke har nået at komme på plads til den planlagte start den 20. august.