APM Terminals sejrer i Costa Rica
Det lykkedes ikke i første omgang to costaricanske fagforeninger at forhindre APM Terminals' store havneprojekt i Costa Rica. Byggeriet beløber sig til en mia. dollars.
APM Terminals underskrev i 2011 en 33-årig aftale med Costa Ricas regering om at bygge og drive en containerhavn i Moín. Men to lokale fagforeninger indgav klager, der påstod, at aftalen ikke var grundig nok med hensyn til økonomiske, tekniske og miljømæssige forundersøgelser.
Det har en dommer nu afvist, skriver Tico Times, og i en meddelelse kalder APM Terminals, A.P. Møller - Mærsks havnedivision, afgørelsen for en bekræftelse af lovligheden og gennemsigtigheden i budprocessen. Også Costa Ricas præsident, Laura Chinchilla, roser aftalen.
Ifølge avisen vil fagforeningerne dog appellere dommen og fortsat forsøge at forhindre havneprojektet.