23948sdkhjf

Nye aktiviteter i Toftlund

Nye investorer overtager Carsten Noers’ bygninger i Toftlund.

Nye investorer overtager Carsten Noers’ bygninger i Toftlund.



Et nyetableret ejendomsselskab har købt Carsten Noers bygninger i Toftlund, og en investorgruppe, ledet af direktør Michael Bache, har overtaget ejendommen fra CN Ejendomsselskab A/S pr. 1. juli 2012.

Ifølge en pressemeddelelse, der er udsendt fra Lastas Gruppe, vil aktiviteterne i ejendommen forblive som tidligere- med service, opbygninger, hydraulik-service og et skades-center, der råder over Danmarks mest moderne opretterbænk. Der er tale om faciliteter, som har været at finde i Toftlund i mange år og med en kundegruppe fra hele Skandinavien til at trække på.

Produktion af Kelberg påhængskøretøjer

De nye aktiviteter bliver produktion af udvalgte produkter fra trailerproducenten Kel-Berg i England. Kel-Berg har længe ledt efter passende produktionslokaler i Skandinavien, og de er nu fundet.

-Vi er glade for, at det er lykkedes at få en aftale i stand om de store erhvervs bygninger, som Carsten Noer gennem en årrække har opbygget i Toftlund. Bygningerne er særdeles velegnede til produktion af Kel-Bergs produkter til det nordiske marked. Ligeledes etableres der en produktion af specialtrailere opbygget efter kundernes ønsker. Vi har længe ønsket at komme tættere på kunderne, sikre en mere stabil leveringstid og støtte vort salg gennem vor danske forhandler Lastas A/S i Hedensted. Markedet i Skandinavien er stigende for kunde-tilpassede køretøjer, og Toftlund er rigtig godt geografisk placeret, siger direktør Jens K. Larsen, Kel-Berg Trailer & Trucks Limited.

Arbejdspladser bevares

Direktør Michael Bache er et kendt ansigt i transportbranchen og overtog sidste år forretningen I.M. Jensen & Bache i Padborg med salg og service af Iveco. Michael Bache er særdeles tilfreds med, at det nu er lykkedes at finde en løsning, så arbejdspladserne i Toftlund kan bevares.

-Vi har foretaget en ejendoms investering med en lang lejeaftale, som er til glæde for alle parter, siger Michael Bache, der samtidig glæder sig over, at man nu kan samarbejde om at betjene kunderne i Sønderjylland, idet Carsten Noers Services ApS’ aktiviteter i Padborg fremover skal varetages af I.M. Jensen & Bache i Padborg.

Også direktør i Carsten Noer Service ApS, Søren Møldrup, glæder sig over, at man har fundet gode samarbejdspartnere, så værkstedet og Danmarks mest moderne opretterværksted nu er sikret. Den daglige ledelse vil blive varetaget af værkfører og driftsleder Jan Stubberup, som har været ved Carsten Noer i mange år og tidligere har arbejdet ved Scania. Der vil således ikke ske udskiftning i det personale, som er på værkstedet i dag.

Carsten Noer er trådt ud

-Mit mål har altid været, at jeg kunne afhænde firmaet, samtidig med at fremtiden for firmaet blev sikret. Jeg er rigtig glad for den fremtidssikring af ejendommen og firmaet, der nu er lavet – og ikke mindst, at der samtidig er bevaret arbejdspladser i Toftlund. Fra 1. august vil min familie og jeg nu koncentrere os om C.N. Storvognslakering A/S i Vamdrup slutter Carsten Noer.

Opretterbænken der ses på billedet er den mest moderne i Danmark.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112