23948sdkhjf

Avanceret miljøteknologi til Højslev ved Skive

Scania Euro 6 til Skive Køletransport A/S.

Scania Euro 6 til Skive Køletransport A/S.



Skive Køletransport A/S har et slogan, der lyder ”Vi finder altid en løsning”. Det gælder nu også miljørigtige transportløsning, og derfor har virksomheden, der holder til ved Højslev ved Skive, netop tilføjet en ny Scania R 480 Euro 6 sættevognstrækker til sin moderne vognpark.

Skive Køletransports nyeste lastbil har typebetegnelsen R 480 LA6x2/4MNA, som dækker over en 3-akslet trækker med styrbar støtteaksel foran trækakslen.

Skive Køletransports nye Euro 6-lastbil er udrustet med Scanias nye 13-liters 6-cylindrede motor med kombineret EGR- og SCR-teknologi samt partikelfilter og dobbelt katalysator. Motoren yder 480 hk med et max. drejningsmoment på hele 2.500 Nm, hvilket giver trækkeren rigeligt kraftoverskud til Skive Køletransports primære arbejdsområder, som er transport af køle- og frysevarer samt stykgods i Danmark og Norden.

Opgradering allerede nu

- Vi ønsker at være innovative i alt, hvad vi arbejder med. Det gælder også kommende miljøkrav. Med investeringen i den nye Scania R 480 Euro 6 vil vi kortlægge effekten og omkostningerne ved at opgradere til Euro 6 allerede nu, så vi er klædt på, når den næste Euro-norm bliver lovkrav. Kun ved målrettet at arbejde innovativt kan vi garantere vores kunder den bedste og mest effektive transport langt ind i fremtiden, siger Anders Christensen fra Skive Køletransport.

Euro 6-miljønormen, som først træder i kraft ved indregistrering af nye lastbiler fra 1. januar 2014, medfører en reduktion i udslip af NOx (nitrogenoxid) fra 2 g/kWh efter dagens Euro 5-norm til blot 0,4 g/kWh (-80 %) og i partikel-massen fra 0,02 g/kWh i dag til 0,01 g/kWh for Euro 6 (-50 %). For partiklernes vedkommende er reduktionen i virkeligheden markant større, for i forhold til den nuværende Euro 5-norm indebærer Euro 6-normen en reduktion i antallet af partikler på 80-85 %.

Den nye Scania R 480 Euro 6 til Skive Køletransport er solgt og leveret af salgskonsulent William Madsen samt opbygget og klargjort af Scania Biler i Silkeborg.

Fakta om Skive Køletransport A/S

Skive Køletransport A/S blev oprindeligt etableret i 1978 af Anders og Aase Kristensen og har igennem nu 34 år været en transportvirksomhed, der i høj grad har vist stabilitet og er kendt for høj service og kvalitet.

I 2011 blev virksomheden i forbindelse med generationsskifte overdraget til de nye ejere Anders Mikael Christensen & Anne-Mette Lautrup samt Susanne & Peter Sørensen

De nye ejere lægger vægt på i endnu højere grad at kunne give kunderne høj service, have gode samarbejder og udføre transportopgaverne med høj kvalitet.

Virksomhederne beskæftiger ca. 80 medarbejdere og råder over ca. 55 trækkende enheder samt ca. 85. påhængs- og sættevogne.

Fakta om Scania Euro 6

For at overholde Euro 6-normen i sine nye 13-liters 6-cyl. rækkemotorer på hhv. 440 og 480 hk anvender Scania sit eget XPI Common Rail indsprøjtningssystem i kombination med VGT-teknologi (Variable Geometry Turbo) samt EGR- og SCR-teknologi (hhv. Engine Gas Recirculation og Selective Catalytic Reduction).

De to teknologier bidrager hhv. til renere forbrænding samt fjerner uønskede emissioner ved tilsætning af AdBlue (urea) i de to katalysatorer i udstødningssystemet samt efterfølgende afbrænding af fine og ultrafine partikler i partikelfilteret. Dertil kommer egen-udviklet software til motor- og emissionskontrol.

Gennem omfattende laboratorietests, testkørsler og feltprøveforsøg over adskillige millioner km har Scania med Euro 6 opnået markant forbedre miljøegenskaber i kombination med samme lave brændstofforbrug, som kendetegner Scanias tilsvarende Euro 5-motorer.

På billedet ses den nye Scania R480 Euro 6 som netop er sat i drift ved Skive Køletransport A/S.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078