London får ny lufthavn
Den internationale luftfartsorganisation IATA har sagt god for at Southend lufthavnen kan kalde sig en London-lufthavn. Dermed kommer London-området op på seks lufthavne.
Den internationale luftfartsorganisation har nemlig accepteret, at Southend lufthavnen sydøst for London i Essex-området er en del af London-området og derfor kan lufthavnen nu kalde sig London Southend lufthavn.
Og selvom de britiske luftfartsmyndigheder altid har betragtet Southend som en London-lufthavn, så vil navneskiftet få stor betydning. For når folk søger efter flybilletter til London på nettet eller beder et rejsebureau om at finde billetterne, så vil flyforbindelser til Southend fremover komme frem blandt søgeresultaterne sammen med forbindelser til de fem andre London lufthavne.
Lufthavnen er blevet udvidet gevaldigt gennem de seneste år og har blandt andet fået en helt ny terminal og en togstation med direkte forbindelse ind til London centrum på bare 53 minutter til Liverpool Street Station.