Jungheinrich bygger ny fabrik i Tyskland
Jungheinrich forventer god vækst i de kommende år og vil sikre sig, at produktionen kan følge med.
Derfor bygger de et nyt center for lager- og systemmaskiner i Moosburg ved München. Disse truck produceres i øjeblikket på den eksisterende fabrik i Moosburg, som ikke kan udvides mere. Der er sat omkring 40 millioner Euro af til projektet. Byggegrunden er omkring 60.000 kvadratmeter stor, og Jungheinrich købte den allerede i 2008.
- Byggeriet af den nye fabrik er en vigtig investering i fremtiden, som giver mulighed for vækst, siger koncernchef Hans-Georg Frey.
Fabrikken i Moosburg beskæftiger i øjeblikket 960 medarbejdere, 260 af dem arbejder på området lager- og systemmaskiner, og de vil flytte med, når den nye fabrik åbner i anden halvdel af 2013. Produktionen af kontravægtstruck bliver på den nuværende fabrik, hvor produktionsprocesserne efterfølgende vil blive optimeret, og kapaciteten for el-, gas- og dieseltruck vil blive udvidet.