APM Terminal får stor ordre i Mexico
Danske A.P. Møller-Mærsks havneselskab APM Terminals har fået endnu en stor ordre i bogen.
Selskabet har underskrevet en aftale om drift og opførelse af en ny containerterminal i havnen Lazaro Cardenas i Mexico. Det rapporterer Bloomberg News.
Aftalen løber over 32 år og involverer en samlet investering på 900 millioner dollar (5,4 milliarder kroner).
Mærsk skal både stå for design, drift, opførelse og vedligeholdelse af containerterminalen.
Efter planen skal byggeriet indledes i september, og den første del af projektet - som har en værdi af 300 millioner dollar (1,8 milliarder kroner) - skal stå klar i 2015.
APM Terminals bød tidligere i år omkring fire milliarder dollar for at få en 48-årig aftale om driften af havnen Port of Virginia i USA. Det er endnu ikke afgjort, hvem der vinder ordren.
A.P. Møller-Mærsk kom ud af årets første kvartal med et overskud på 8,5 milliarder kroner.
Trods det store overskud var der tale om en eklatant nedgang på 44 procent i forhold til samme periode året før, hvor resultatet var et overskud på 15 milliarder kroner.