23948sdkhjf

Svensk splid om 40 tons totalvægt

Transportstyrelsen er uenig i svensk politis tolkning af dom fra Hovrätten – DTL undersøger muligheder for erstatningssager.

Transportstyrelsen er uenig i svensk politis tolkning af dom fra Hovrätten – DTL undersøger muligheder for erstatningssager.



Udsigten til at alle skandinaviske vogntog med en totalvægt over 40 tons bliver udelukket fra internationale transporter efter svensk politi er begyndt at afvise sådanne vogntog ved Sveriges grænser har vakt voldsom debat blandt vognmænd og speditører i alle tre skandinaviske lande, hvor en maksimal totalvægt for vogntog på 48 tons hidtil har været alment accepteret i en længere årrække.

Det er Hovrätten i Sverige, der har stadfæstet en dom fra Tingsretten i 2011. Her blev en svensk chauffør dømt for overlæs, fordi han førte et sættevognstog på mere end 40 tons totalvægt, selv om det er fuldt lovligt i Sverige.

Chaufføren – der kørte for en vognmand, der kører for DHL - trak en finsk trailer, der var lastet i Sverige med henblik på videre transport til Frankrig. Chaufføren mente, at hans ansvar for traileren var begrænset til transporten i Sverige og at han derfor kun behøvede at følge svenske regler på området om en maksimal tilladt totalvægt på 48 tons.

Dommerne lagde imidlertid vægt på, at der var tale om en international transport, hvor et EU-direktiv fastsætter en grænse på maksimalt 40 tons vogntogsvægt. De vurderede, at lastvognschaufførens trækker primært blev anvendt i international transport og derfor mener de, at det er EU-grænsen på 40 tons, der gælder.

Det skriver brancheforeningen Sveriges Åkeriföretag.

Efter Hovrättens – der svarer til Landsretten i Danmark – er afgørelsen angiveligt søgt indbragt for den svenske højesteret – Högsta Domstolen – der imidlertid har afvist en tredjeinstansbehandling, da man ikke vurderer at sagen har principiel karakter.

Dommen har ikke bare vakt voldsomme protester fra svenske vognmænd. I den svenske udgave af Trafikstyrelsen – Transportstyrelsen – mener man, at dommerne tager fejl.

- Efter min mening har domstolen tolket lovgivningen forkert, eller på en mærkelig måde, udtaler Anita Jormsjö fra vejtrafikafdelingen i Transportstyrelsen. Hun mener, at det er svenske regler der gælder og vurderer, at chaufføren har fulgt disse regler.

Trafikpolisen: chancekørsel

I Skåne er færdselspolitiet ikke enig og her lyder vurderingen, at det altid har været ulovligt at køre internationale transporter med vogntogsvægte over 40 tons – uden undtagelse.

- Jeg er helt overbevist om, at de fleste vi kontrollerer også kender til reglerne. Men de tager chancen, siger Erling Andersson, der leder trafikpolisen i Skåne til Svensk Åkeritidning.

Han henviser til §14 i Kapitel 4 i den svenske Trafikforordningen, hvor det fremgår at der gælder særlige regler for vogntog i international trafik. Herunder en maksimal vogntogsvægt på 40 tons, for fem- og seksakslede vogntog. Eneste undtagelse er transport af containere, hvor vægtgrænsen er 44 tons.

Internationale protester

Den omstridte svenske praksis vækker også protester i Tyskland. Dansk Transport & Logistik oplyser, at den internationale vognmandsorganisation IRU har modtaget henvendelse fra den tyske transportorganisation BGL, der er utilfreds med den nye svenske praksis.

I Danmark er sagen allerede ende på transportminister Henrik Dam Kristensen via henvendelser fra en række berørte brancheorganisationer. Presset bliver ikke mindre af, at Dansk Folkepartis trafkordfører Kim Christiansen har bedt transportministere redegøre for sin holdning til den svenske praksis og om en tilsvarende fortolkning vil blive indført i Danmark.

Udsigt til erstatningssager

- DTL ser med største alvor på denne voldsomme ændring af betingelserne for transport internt i Skandinavien. Det er brud på kutyme. En praksis, der går årtier tilbage, siger DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm.

Han påpeger, at alle vognmandsvirksomheder har opbygget deres vognpark udfra den gældende praksis.

- Denne pludselige idé om at sænke totalvægten til 40 ton er intet mindre end en økonomisk, logistisk, trafikal og miljømæssig katastrofe – som selvfølgelig må og skal afværges hurtigst muligt. Det er DTLs klare forventning, at det vil ske, hvad enten der bliver tale om en juridisk eller en politisk løsning.

DTL undersøger nu mulighederne for at føre erstatningssager for at få dækket de tab, der vil opstå ved de pludselige standsninger ved grænsen og for indkøb af materiel i tiltro til den gamle praksis, hvis ikke de svenske myndigheder kommer til fornuft.

- Danske vognmandsvirksomheder har i årtier kørt Sveriges-trafikker med de største totalvægte, som til enhver tid har været gældende i Danmark, fortsætter han. Siden den danske totalvægt i 1977 blev hævet til 44 ton og i 1984 til 48 ton, har vogntogene benyttet det til kørsel mellem Danmark og Sverige. Jo, der har været lidt knas med svenskernes regler om akselafstande og de forskellige vejklasser. Og jo, der har også tidligere været en enkelt svensk betjent eller to, som har forsøgt sig med en 40 ton grænse. Men det er intet at sammenligne med denne uhørt voldsomme indskrænkning,«siger Ove Holm.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078