Bank hæver forventninger til Maersk Line
Den store schweiziske bank UBS har skruet en anelse op for karaktererne til A.P. Møller - Mærsk, på grund af bedre containerrater.
Selv om containerrederierne ikke har haft held til at få transportkøberne til at acceptere den seneste annoncerede rateforhøjelser, så ser det ifølge UBS lysere ud for containerrederierne. Derfor har banken hævet vurderingen af A.P. Møller - Mærsk-aktien. Containerraterne ligger nemlig væsentligt over det uholdbare niveau, som herskede sidste sommer, hvor prisen for fragt af containere fra eksempelvis Asien til Europa lå på det halve af det nuværende rateniveau.
Dertil kommer, at UBS vurderer, at kursudviklingen mellem USD og DKK kan give rederigiganten en ekstra gevinst i 2012-regnskabet.
UBS analytikere erkender dog, at rate-situationen er underlagt en betydelig usikkerhed. Derfor fastholder banken anbefalingen af A.P. Møller - Mærsk-aktien på ’neutral’, selv om kursmålet er hævet med fem procent til 42.080 kroner.