Nye problemer for storlufthavn
Myndigheder og luftfartsselskaber holder vejret i disse dage. Inden udgangen af måneden skal brandsluknings-systemerne i den kommende Berlin Brandenburg lufthavn nemlig testes igen.
Berlins nye storlufthavn skulle være åbnet den 3. juni i år. Men under en måned før måtte de tyske myndigheder smide håndklædet i ringen og erkende, at lufthavnen ikke blev klar til premieredagen. Årsagen var, at det avancerede brandslukningssystem ikke kunne godkendes af myndighederne. Derfor blev åbningen udskudt til 17. marts næste år.
Og nu skal systemerne stå sin prøve igen i slutningen af denne måned. Hvis ikke de klarer kravene denne gang, kan åbningen blive yderligere forsinket med mellem seks og ni måneder. Det skriver den tyske avis Tageszeitung.