Erfaren branchemand bliver værkfører hos Truckcenter Padborg
Meget er sket, siden Kjeld Clausen den 1. februar overtog Truckcenter Padborg og søsterværkstedet i Midtjylland.
En erfaren fagmand er netop tiltrådt som værkfører i Padborg, der er grænseområdets eneste autoriserede DAF Service Dealer.
Allan Roth har arbejdet med lastbiler, lige siden han snart 30 år tilbage startede i lære hos Iveco. Efterfølgende har den 44-årige sønderjyde arbejdet på Padborgs skiftende Iveco-værksteder igennem næsten hele sin karriere – de seneste mange år som værkfører hos Noer-koncernen.
I sin nye stilling vil Allan Roth referere til Kjeld Clausen, som er direktør for Truckcenter A/S. Ideen er, at Roth skal være befriet for en stor del af det administrative arbejde, der normalt pålægges en værkstedsleder, så han får frigjort mest mulig tid til kundekontakt, driftsoptimering og teknisk problemløsning.