Fagblade fortsætter efter konkurs
Udgiveren af Transportmagasinet, selskabet DF af 13/7 2012 A/S – der tidligere hed Danske Fagmedier A/S – blev begæret konkurs 17. juli.
Men trods konkursen fortsætter Transportmagasinet og de øvrige publikationer i bladhuset aktiviteterne i det nystiftede drifts- og produktionsselskab ”Danske Fagmedier ApS”, der blev stiftet 23. Juli 2012 - få dage efter det oprindelige, nu konkursramte, aktieselskab ændrede navn til DF af 13/7 2012 A/S.
Det fremgår af en meddelelse på Transportmagasinets hjemmeside, at ændringen ikke før indflydelse på læsere og annoncører, da både den trykte og elektroniske udgave af bladet vil fortsætte som hidtil.
Konkursbegæringen blev behandlet i Sø- og Handelsrettens skifteret 17. Juli. Som kurator udpegede skifteretten advokat Nicolai Christen Dyhr, Philip Heymans Allé, Hellerup.
MillionunderskudDet oprindelige aktieselskab Danske Fagmedier A/S, der blev stiftet i december 2009. Stifteren var selskabet OFIN A/S, der var stiftet af journalist og direktør Nils Sjøberg, i maj samme år.
Danske Fagmedier overtog 1. januar 2010 fem medier fra det skrantende Aller Business, Transportmagasinet, Motormagasinet, Mestertidende, Licitation og Nyhedsinformation.
Det lykkedes Danske Fagmedier A/S at skabe et beskedent overskud før skat i det første regnskabsår, men selskabet kom ud af 2011 med et minus på godt 1,8 mio. kroner. Dermed var egenkapitalen spist op flere gange og udgjorde ved udgangen af 2011 et minus på mere end 1,7 mio. kroner ifølge Transportnyhederne.