Ny lastbilafgift koster Viborgegnen 170 mio. kr.
Ifølge dugfriske beregninger fra DTL vil den planlagte kørselsafgift for lastbiler fra 2015 koste Viborgegnen dyrt. For transport med udgangspunkt i Viborg skønnes den ekstra udgift for vognmændene umiddelbart at blive mindst 170 mio. kr. om året fordelt på de 7 statsveje, der løber fra Viborg til andre byer i regionen.
Vognmand og formand for Midtjyllands Vognmandsforening Henning Lauritzen, Aalestrup, der selv har 17 lastbiler, kan se frem til at lægge 150.000 kr. ekstra om året pr. bil, hvilket en lastbil umuligt kan generere i overskud.
Han udtaler til TV2 MidtVest, at de ekstra penge derfor skal kræves ind hos kunderne, og at det bliver en stor belastning at skulle opkræve og administrere afgiften, der bliver mere end 10-doblet for landets vognmænd.
- Vi har i forvejen et system med afgift på dieselolie og benzin. Det er en noget billigere måde at opkræve afgifter på.
Folketingsmedlem og trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), der har været meget aktiv omkring de nye afgifter, siger til TV2 MidtVest, at i netop de dele af landet, hvor der er store afstande, rammer afgiften området ekstra hårdt.
- Og den regning kan jo kun blive sendt videre til landsdelens borgere og landsdelens virksomheder, konkluderer han.
Beregninger fra DTL viser, at de nye lastbilafgifter særligt vil ramme udkantsområderne, og det vil ifølge DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm ganske rigtigt være regionens erhvervsliv, der skal bære byrden. Han vurderer, at erhvervet i f.eks. Skagen skal regne med en ekstraudgift på i alt 9 mio. kr. om året, og at området i Sønderjylland mellem Tønder og Esbjerg vil skulle bære 30 mio. kr.
Regeringens plan for lastbilafgiften skal i forhold til den tidligere regerings plan indbringe 700 millioner kroner mere end den tidligere regerings skøn – hvilket samlet bliver omkring 2,8 milliarder kroner om året.
De ekstra penge, der opkræves, skal bruges til kollektiv trafik og ikke alene finansiere tidligere indgåede politiske aftaler som Forårspakke 2.0 og Aftale om en grøn transportpolitik.