Selvkørende vognmænd får hjælp til registrering
Den 1. juli træder lovkravet om, at selvkørende vognmænd skal registrere deres arbejdstid i kraft.
DTL har i den anledning udarbejdet sit eget værktøj til sine medlemmer, så de på den lettest mulige måde og uden for stort besvær kan få registreret deres tidsforbrug på alle de mangeartede arbejdsopgaver, man som selvkørende vognmand skal igennem i dagligdagen.
Værktøjet består i et skema, hvor man for hver ugedag kan registrere antallet af minutter, som man bruger på bl.a. rådighedstid, kørsel og en række kategorier indenfor begrebet ”andet arbejde”, der er underopdelt i ikke administrativt arbejde, specifikt administrativt arbejde, der vedrører den enkelte transport og generelt administrativt arbejde.
- DTLs skema er ment som et værktøj, der i videst mulig omfang skal lette byrden for vores medlemmer med at få registreret sin arbejdstid, når det nu ikke kan være anderledes. Derfor er der lagt stor vægt på, at skemaet er så brugervenligt som muligt, udtaler DTLs økonom Morten Pernø, som har stået bag udarbejdelsen af skemaet.
Skemaet findes i to versioner – dels en papirudgave i pdf-format, som den selvkørende vognmand kan printe ud og tage med i bilen, hvis det foretrækkes, dels i en elektronisk version i form af et Excel-ark, som man kan gemme på sin pc. Der er derfor tale om et fleksibelt redskab.
Morten Pernø oplyser, at man i den elektroniske version får løbende hjælp ved udfyldningen af skemaet i form af små gule, Post-it-lignende sedler, som dukker op og fortæller en, hvad der skal stå i de enkelte felter.
- På DTLs hjemmeside findes sammen med skemaet også en vejledning til, hvordan man udfylder skemaet, som primært retter sig mod den elektroniske version af skemaet, men vores medlemmer er selvfølgelig altid meget velkommen til at kontakte undertegnede, hvis de føler, at de har behov for assistance i brugen af værktøjet, oplyser Morten Pernø.
Vognmanden kan også hente et officielt skema på Trafikstyrelsens hjemmeside, hvor antallet af timer, som på den enkelte dag er brugt på kørsel, andet arbejde, administrativt arbejde, som er tilknyttet den enkelte transportopgave og natarbejde kan registreres.