M/F Berlin afleveres i september
Scandlines nye færger til Gedser-Rostock-ruten leveres først i løbet af efteråret.
Det er resultatet af en ny aftale mellem færgerederiet og det lukningstruede tyske værft P+S Werften i Stralsund, der bygger de nye Scandlines-færger M/F Berlin og M/F Copenhagen.
Det var oprindeligt planen, at de to færger skulle leveres, så de kunne indsættes i drift på ruten Gedser-Rostock inden sommersæsonen.
- Den nye aftale siger, at den første færge, ’Berlin’, leveres i begyndelsen af september måned. Den anden færge ’Copenhagen’ skal leveres midt i november måned, udtaler Søren Jensen Poulsgaard, der er adm. direktør i Scandlines, ifølge nyhedsbureauet DPA.
Scandlines topchef håber, at M/F Berlin kan indsættes i normal drift i starten af oktober efter en prøveperiode.
Det skriver maritimedanmark.dk med Täglicher Hafenbericht som kilde.
På billedet ses M/F Berlin ved søsætningen i december 2011, hvor det var planen at hun skulle sættes i drift i starten af april.