Nyt færgeleje uden nye færger
Scandlines overtager i denne uge det nye udvidede færgeleje på Gedser Havn - der her er fotograferet under anlægsarbejderne i december sidste år – men de nye færger, der skal matche den øgede trafikkapacitet er stadig ikke klar.
Scandlines store satsning på opgraderingen af færgeruten Gedser-Rostock sejler fortsat på nedsat kraft, fordi leveringstidspunktet for de nye M/F Berlin og M/F Copenhagen fra P+S Werften i Stralsund forsat er usikkert.
Mens færgerne skulle være leveret i løbet af foråret i år, så de var klar til højsæsonen, så går det til gengæld bedre med opgraderingen af landanlægene i Rostock og Gedser.
På Gedser Havn kan et konsortium med NCC i spidsen i denne uge aflevere det nye udvidede færgeleje, der skal sikre hurtige turn-around tider på den nye og større færger.
Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Det første spadestik til den nye udvidede færgeterminal i Gedser blev taget i juni 2011 af blandt andre Scandlines topchef Bengt Pihl og folketingsmedlemmet Flemming Damgaard Larsen. Der er nedrammet 600 tons spunspæle og 3,7 kilometer betonpæle. Anlægget er belagt med 24.000 kvadratmeter asfalt, hvor der er terminalbygning, nyt check-in-område og 16 nye opmarch-baner.
Tyske P+S Werften er truet af konkurs og derfor er det usikkert, om værftet kommer til at færdiggøre de to nye færger. Alternativt skal færgerne færdiggøres efter en eventuel rekonstruktion eller på et andet værft.
Scandlines fortsætter driften af Gedser-Rostock-ruten med de to gamle færger, der i sommersæsonen får forstærkning af en færge fra Helsingør-Helsingborg-ruten.