Tyske rederier får statsstøtte til uddannelse
Forbundsregeringen i Berlin har bevilliget 60 millioner euro til uddannelse af tyske søfolk.
Bevillingen er en del af en aftale med de tyske rederier, der til gengæld skal bidrage med 30 millioner euro til ordningen.
Aftalen er kommet i stand efter en langvarig strid mellem forbundsregeringen og rederierne.
Da Tyskland for snart 10 år siden indførte en tonnageskatteordning, lovede tyske rederier at hjemflage et stort antal skibe og ansætte flere tyske søfolk. Det løfte mener forbundsregeringen stadig ikke, at rederierne har opfyldt i tilstrækkelig grad. Derfor har der hersket en betydelig modvilje i Berlin mod at bevillige flere penge til søfarten.
Omvendt mener de tyske redere, at de tyske rammevilkår er for dårlige og at det derfor ikke kan betale sig, at hjemflage tonnage.
- Beslutningen kommer sent, men de tyske redere vil, på trods af den meget vanskelige økonomiske situation, gøre alt hvad der står i vores magt for, at sikre tyske søfolk fortsat beskæftigelse, siger Michael Behremdt, formand for Verband Deutscher Reeder.
Det skriver maritimedanmark.dk.