ETU vil styrke sin kapital
Hovedaktionæren i ETU Forsikring ønsker at sælge en andel af aktierne for dermed at tilføre selskabet yderligere kapital.
Øgede kapitalkrav til finansielle virksomheder betyder, at hovedaktionæren i ETU Forsikring, Rødekro, ønsker at sælge en andel af aktieposten på 90 procent af selskabet. Det skal styrke selskabets kapital til over 50 mio. kr. og sikre selskabets fortsatte ekspansion, hedder det i en pressemeddelelse.
Ifølge grundlægger Peer Heitmann Madsen har der været ført forhandlinger med flere interesserede, men der ventes først at foreligge et endeligt resultat i løbet af efteråret.
Han indrømmer, at det har været en hård proces at løbe en finansiel virksomhed i gang, men alt tyder på, at selskabet nu har fået gjort porteføljen rentabel efter en kraftig sanering i kundemassen igennem de seneste to år. Selskabet forventer således at komme ud af årets første seks måneder med et forbedret resultat i forhold til 2011.
-Vi har i længere tid søgt efter investorer, men det er ikke let i øjeblikket, siger adm. direktør Peer Heitmann Madsen, der i 2007 etablerede ETU Forsikring. Det er naturligvis vigtigt, at vi får tilført kapital både for at ekspandere og naturligvis også for at være klar til de nye solvenskrav, når de engang bliver aktuelle.
2011 var præget af store reserveafsætninger, som betød, at ETU måtte afsætte 15 mio. kr. yderligere i reserve til fremtidige tab på forsikringer. En afsætning som Peer Heitmann Madsen betegner som ærgerligt, men ”den slags beslutninger må man naturligvis acceptere, for sådan er det i branchen”.
Kravet påvirker selskabets resultat i negativ retning i 2011. Regnskabet for 2010/11 viser således et underskud efter skat på 8 mio. kr. Underskuddet kan hovedsageligt føres tilbage til 2009, hvor selskabet havde ekstraordinære store skadesudbetalinger. Det skete bl.a. fordi man i kampen om markedsandele ikke var kritisk nok med, hvem der kunne tegne forsikringer. Det er der senere strammet op på med mærkbare resultater til følge, oplyser ETU.
ETU slog sig i starten især op som forsikringsselskab for transportbranchen, men i dag udgør privatkunder ca. 90 procent af selskabets policer, og fremadrettet vil man koncentrere sig yderligere om salg af forsikringer til private. ETU Forsikring har i dag samarbejde med en række organisationer herunder blandt andet Dansk Automobilhandler Forening og en række veteranklubber.