Heldig udgang på farligt udslip
Fredericia Brandvæsen rykkede ud til potential farlig situation.
Fredericia Vestby, området ved Strandvejen og Røde Banke i Erritsø, genlød en halv times tid af udrykningshorn fra de mange indsatskøretøjer fra Fredericia Brandvæsen, politi, miljøvagt og Fredericia Spildevand. Ved 15.30-tiden indløb der nemlig en alarm om akut eksplosionsfare i forbindelse med et større udslip af benzin hos Scania Biler på Røde Banke i Erritsø. Det skriver Fredericia Dagblad.
En tankvogn på værkstedet lækkede benzin på grund af en defekt bundventil, og ca. 1000 liter benzin flød ud i værkstedet.
Umiddelbart var der risiko for eksplosionsfare, men medarbejderne fik hurtigt evakueret værkstedet og afbrudt elektriciteten for at undgå gnister.
Udslippet af benzin blev begrænset til Scania Bilers område og olieudskiller, og der skete ingen forurening af det offentlige kloaksystem. Slamsugere arbejdede i flere timer for at suge resterne af benzinen op. Ifølge oplysninger fra politiet var der ingen tilskadekomne.