Solceller gør Aalborg Havn grønnere
Aalborg Havn og Aalborg Universitet indleder samarbejde om solenergi-anlæg, der på en gang skal leverer el- til havnen og fungere som laboratorium for forskerne på universitetet.
Aalborg havn får uden brug af fossile brændstoffer en årlig energiforsyning på omkring 110.000 kWh, og Aalborg Universitets forskere får adgang til etablering af sit første ”Real Life Laboratorium”, når havnen i september indvier et af Nordjyllands største solcelleanlæg på Langerak 18 i Aalborg Øst.
Det er havnen, der køber og etablerer anlægget og samarbejder med universitetet om opsamling og formidling af ny, konkret viden om energien fra solcelleanlæg.
Det er havnens driftsbygning, som lægger tag og facade til solcellerne; 260 m2 facade og 640 m2 tag. Aalborg Universitets Institut for Energiteknik er medbestemmende om, hvilke typer solceller, der monteres, og panelerne på taget vender mod alle fire verdenshjørner, så effekten af det samlede lysindfald kan dokumenteres ved hjælp af det opsatte test- og måleudstyr. De enkelte solcelleflader forsynes med individuelle målere, og universitetet etablerer også en vejrstation til dokumentation af lysindfald, temperatur og nedbør.
- Aalborg Havn A/S arbejder for bæredygtig udvikling og har et langsigtet mål om at blive en CO2 neutral havn. På en række områder har vi allerede iværksat initiativer, der minimerer ressourceforbruget. Over det seneste halvandet år har vi bl.a. skåret godt 100.000 kWh af elforbruget og arbejder nu med at omlægge belysningen af veje og pladser med LED. For os er det vigtigt at indsamle erfaringer med solcellesystemer, så vi i det lange perspektiv kan integrere dem i renovering af tage og facader på havnens bygninger. I kraft af samarbejdet med Aalborg Universitet får vi nu dokumenteret, hvilke løsninger der er de rigtige, siger miljøkoordinator Brian Dalby Rasmussen, Aalborg Havn A/S.
Det er det Aalborg-baserede MUNK Energy A/S, som leverer solcellepanelerne til havneløsningen. - Vi er stolte af at være med til på havnen at etablere et af Nordjyllands største solcelleanlæg. Det er specielt, at producenter, videncentre og brugere samarbejder så tæt om optimering af udbytte af solenergien, så al viden bliver samlet på eet sted. Der er efterhånden mange mindre solcelleanlæg i Danmark, men ikke så mange, der samler op på spørgsmålet ”Hvad er de optimale løsninger?”, siger administrerende direktør Andreas Nyboe Munk – der i øvrigt er cand. oecon. fra Aalborg Universitet.