To nye asfaltvogne sat i drift i Ikast
Marius Christensen & Sønner A/S, Ikast har i vinterens løb opbygget to nye Scania lastvogne.
De to nye Scania-lastvogne er af typen G 480 hk, 8x2 med to styrende foraksler og bogie med en tvangsstyret singlemonteret aksel i bagenden. De to lastvogne er leveret som rå chassis af Scania Biler i Herning, og er efterfølgende blevet bygget op på Marius Christensen & Sønners eget opbyggerværksted.
Lastbilerne er målrettet til transport af asfalt med den selvudviklede asfaltkasse, som efterhånden er ved at være kendetegnet for mange af asfaltbilerne ved Marius Christensen & Sønner A/S. Lasteevnen på de to nye Scania lastvogne er 19 ton.
Firmaet opbygger også egne treakslede asfaltkærrer som ligeledes bygges op fra bunden på rå chassiser.
Marius Christensen & Sønner A/S råder i dag over 22 lastbiler, der kan transportere asfalt, hvoraf 15 lastbiler kører med kærre og 7 med bånd og tippeladstrailer.
Firmaet råder p.t. over seks syvakslede vogntog, der kan køre med en totalvægt på 54 tons.
I alt råder den midtjyske transportvirksomhed over ca. 65 enheder.
Firmaet har været i konstant udvikling siden starten i 1923 og kan således til næste år fejre 90 års fødselsdag. Vognmand Bo Marius Christensen, der er tredje generation, har siden 2001 stået som ejer af virksomheden.