Nye tankvogne til Gert Jakobsen
Midttank A/S i Ødsted ved Vejle har leveret to identiske Magyar ADR tanktrailere til Gert Jakobsen Transport ApS i Hornslet.
Midttank A/S overtog tidligere på året eneforhandlingen af de professionelle tankopbygninger fra det franske firma Magyar efter Pelco i Esbjerg. I forvejen har Midttank forhandlingen af silotankopbygninger fra tyske Spitzer, og det nye samarbejde med Magyar gør Midttank til en af de absolut førende virksomheder inden for tankopbygninger i Danmark.
Magyar er en af Europas førende producenter af tankopbygninger til transport af alle former for flydende produkter. Virksomheden har produceret tanke i over 65 år. Årligt producerer Magyar mere end 1200 tank-opbygninger og har produktion i både Frankrig og Tyskland.
Samarbejdet med Magyar har nu resulteret i leveringen af de nye tankvogne til Gert Jakobsen ApS. De leverede tanke er i rustfrit stål af typen AISI 316TI/L, og tankene er med svanehals og konstrueret med tre rum, der rummer i alt 36.500 liter og kan laste cirka 32.200 kg. Tankene er forsynet med King-pin positioner for anvendelse til både to- og tre-akslede trækkere.
Gert Jakobsen Transport ApS blev stiftet i 1982 og dækker transport med tankvogne af alle former for flydende produkter. Markedet er hele Europa med hovedvægten lagt på Mellemeuropa og Nordeuropa.