Ordblinde hjælpes i gang
Ordblinde chauffører, skraldemænd og andre ATL-ansatte, får mod på at læse og skrive med fokuserede kurser hos 3F Kastrup. For de fleste er det længe siden de sidst har siddet på skolebænken, men kurserne er alligevel en stor succes.
Som et pilotprojekt får de ATL-ansatte kurser i dansk, engelsk og it.
En af dem der snart er færdig med kurset i dansk og it, er Dennis Oxbøl der til daglig går som skraldemand hos City Renovation. Den bramfri skraldemand på 49 år, synes et kurset har hjulpet ham:
- Man bliver jo ikke professor af 20 undervisningsgange, men jeg har fået mod på det, som han siger.
Både på arbejdet og derhjemme er hverdagen blevet lettere for skraldemanden.
Det var en barriere der skulle overvindes før Dennis Oxbøl var klar til at sætte sig på skolebænken.
- Det er 15 år siden jeg sidst har læst en bog. Først ville jeg ikke melde mig for jeg har jo altid klaret mig. Men da jeg først hørte lidt mere fik jeg mod på det, fortæller han.
Bag projektet står ATL, 3F, TSU, AOF Hvidovre og 3F Kastrup. Lene Rosfort fra 3F Kastrup er overbevist om at kurserne rykker:
- Det kan være tabu overhovedet at fortælle man er ordblind, men det er vigtigt at de ansatte kommer op på læsehesten. Derfor skal det også være nemt at komme i gang, siger hun.
- Der er meget fokus på, at efteruddannelse og opkvalificering er vejen ud af krisen. Her har vi et helt håndfast tilbud, som netop styrker virksomhederne og gør hverdagen mere effektiv. Det kommer både den ansatte og virksomheden til gode.
De virksomheder der er med i projektet er Henrik Tofteng A/S, RenoNorden, Møbektransport Danmark A/S, City Renovation, M. Larsen og Marius Pedersen.
Projektet gennemføres i et samarbejde mellem ATL, 3F, TSU, AOF Hvidovre og 3F Kastrup. Projektet er støttet af TransportSektorens Uddannelsesfond.