Ny gigant går i luften
Det chilenske luftfartsselskab Lan har efter længere tids forhandlinger overtaget det brasilianske selskab Tam.
Selskabet bliver dermed det næststørste i verden, og vil fremover flyve under navnet Latam. Det skriver britiske BBC.
Latam skal fremover have hovedsæde i Chiles hovedstad Santiago, ifølge nyhedsbureauet Reuters vil det nye selskab dog fokusere på Brasilien.
I de seneste år har både Chile og Brasilien oplevet økonomisk vækst, og det har resulteret i en voldsom stigning i flytrafikken. Sidste år havde de to selskaber tilsammen indtægter for over 13 milliarder dollars, og når man slår værdien af de to selskaber sammen, bliver det kun overgået af kinesiske Air China.
Som et resultat af sammenlægningen ventes det, at der kan spares 700 millioner dollars i omkostninger over de næste fire år.