Det ligner en ren straffeaktion, når regeringen nu lægger op til kørselsafgifter til lastbiler på mellem 2,5 og 3 milliarder kroner.

For det første er det noget mere, end de 1,5 milliarder kroner, som politikerne tidligere har ”lovet” at ville tage fra transportbranchen, og for det andet, har branchen ingen reelle alternativer for at undgå mauten: Varerne skal bringes rundt i hele landet og vognmanden kan ikke bare hoppe en Netto-butik over for at spare på kilometerne.

Regningen skal selvfølgelig sendes videre. Fra speditør og vognmand til transportkøber. Og fra transportkøber til forbrugerne.

Problemet er, at der ikke er nogen, der kommer til at tjene på dette regnestykke – udover statskassen. Og selv den kommer til at aflevere en stor del af disse penge til drift og administration af ordningen. Det eneste der sker, er at varerne bliver dyrere – dyrere at producere og dyrere at købe.

Der ligger heller ingen opdragelseseffekt i en lastbil-maut. Det ville der have været i en kilometerbaseret kørselsafgift til personbiler, hvis man kunne have lavet en retfærdig ordning, hvor folk ud på landet ikke bliver straffet for at køre i bil, fordi der ikke findes offentlig transport.

Men det er lettere og uden politiske konsekvenser at gå efter nogle få i lastbiltransporten, fremfor at risikere en kamp med millioner af bilister.

Og glæden over, at udenlandske lastbiler kommer til at betale maut – i dag betaler de eurovignet, hvis ellers det bliver kontrolleret – holder heller ikke. For den udenlandske vognmands kunder er danske, og dermed ender regningen under alle omstændigheder på danske hænder til sidst.

Hvis – og det er selvfølgelig det store spørgsmål – hvis branchen overhovedet er i stand til at vælte de ekstra udgifter over på transportkøberne. Lykkes det ikke, så ligner det et regulært politisk landevejsrøveri.