Generationsskifternes tid
Der er blevet skiftet godt og grundigt ud i toppen af de danske transport-organisationer i år, og samtidig har organisationerne gennemgået en foryngelseskur:
Af Gwyn Nissen
Peter Provstgaard, 56 år, afløste 65-årige Mogens Therkelsen som formand for International Transport Danmark. Jørn Johansen, 43 år, overtog efter 68-årige Niels Chr. Larsen formandsposten i Danske Speditører og endelig afløste Anne Kathrine Steenbjerge, 37 år, forleden 66-årige Kjeld Frederiksen i spidsen for DI Transport.
Selv om Jørgen Egeskov stadig står i spidsen for Dansk Transport & Logistik, så bebudede også den 61-årige vognmand, at han er i gang med sin sidste valgperiode som formand. Om to år skal DTL altså også have fundet en ny formand – sandsynligvis en yngre årgang.
Tilbage står Frie Danske Lastbilvognmænd, hvor Christian Jensen endnu ikke har givet tegn på at slippe tøjlerne. Han er med sine 73 år alderspræsidenten blandt organisationsformændene. Så her kommer der givetvis et generationsskifte indenfor en kort årrække.
Det er en balancegang: Lidt afveksling i toppen er altid godt, men på den anden side giver man køb på kontinuiteten og erfaringen.
”Gamle” formænd har gennem deres årelange forretning opnået mange kontakter, de kender gamet og så er de af den gamle ”slider-skole”, som ofte bruger mange timer på organisationsarbejde og job.
Ikke at den nye generation ikke har tænkt sig, at lægge sig i selen for deres organisation. Tværtimod. Men den yngre generation har ofte en anden tilgang til tingene. Det er netværks- og it-generationen, der multitasker og har mere fokus på at have et mere normalt familieliv. Barnets første sygedag eller hjemmearbejdsdage findes i dag også på chefgangen.
Lad mig slå fast: den ene formandstype er ikke bedre end den anden, og alder har slet ikke noget med evner, arbejdsindsats eller interesse at gøre.
Men faktum er, at transportorganisationerne er på vej gennem et generationsskifte. Det får ikke kun betydning for den enkelte organisation – det kommer også til at smitte af på tværs af organisationerne og får indflydelse på det fremtidige samarbejde. Og den udvikling bliver spændende at følge.