Sidemandsoplæring: Højesteret frifandt vognmandsfirma i sag om arbejdsulykke.

En forudsætning for at få tilkendt erstatning for hos sin arbejdsgiver i sager om arbejdsulykker er normalt, at den ansatte ikke selv er årsag til ulykken. Om dette er tilfældet, tilkommer det domstolene at afgøre efter en konkret bedømmelse af de oplysninger dommerne får forelagt, herunder ikke mindst de afgivne vidneforklaringer om bl.a. den oplæring den ansatte har fået af arbejdsgiveren.

Dette var også tilfældet i en sag hvor Højesteret for nylig afsagde dom. Sagen drejede sig om erstatning og godtgørelse i anledning af en arbejdsulykke, der gik ud over en chauffør. Dennes krav bestod af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte, samt erstatning for tab af erhvervsevne og erstatning for mistet efterlønspræmie. Chaufførens samlede krav var ca. 1,7 mio kr. plus renter og omkostninger.

Sagen tog sit udspring da chaufføren (A) i sommeren 2003 blev ansat som chauffør hos et dansk vognmandsfirma, der hovedsageligt kører med fødevarer. Den 23. januar 2004 kom A til skade, da han fra en lastbil var ved at aflæsse nogle varer ved en brugsforening. Han blev som følge af ulykken sygemeldt indtil den 5. maj 2004, hvor han genoptog arbejdet på deltid som chauffør hos Vognmandsfirmaet. Han blev afskediget den 9. juli 2004. A gik med virkning fra den 26. juli 2004 på efterløn.

Ulykken blev anmeldt som en arbejdsskade for Arbejdsskadestyrelsen. I forbindelse med Arbejdsskadestyrelsens behandling af sagen blev der indhentet en speciallægeerklæring af 12. august 2005 fra overlæge I. I erklæringen konkluderedes det, at A havde pådraget sig et betydeligt mén efter skaden, og at hans erhvervsevne skønnedes nedsat med mere end halvdelen.

Arbejdsskadestyrelsen anerkendte ulykken som en arbejdsskade og har ved afgørelser af 8., 27. og 31. marts 2006 fastsat, at A har et varigt mén på 35 procent og et tab af erhvervsevne på 45 procent som følge af ulykken.

Under sagens forberedelse har der været afholdt syn og skøn, og skønsmanden afgav en erklæring, hvoraf det blandt andet fremgår, at den mest sandsynlige årsag til ulykken var, at et kartoffelbur – mest sandsynligt via wrap omkring varerne – havde været hæftet på varerne på europallen, og at kartoffelburet havde været placeret med det ene sæt hjul på liften og det andet på lastbilens lad, således at toppen af varerne på pallen har fået en stor vandret bevægelse i samme øjeblik, nedsænkningen af liften påbegyndtes.

Denne vandrette bevægelse skønnedes af skønsmanden at være årsag til, at A styrtede ned fra den meget begrænsede plads yderst på liften, der var ved enden af pallen.

Som bilag til skønserklæringen havde skønsmanden udarbejdet en skitse af lastvogn med lift og varer.

Endvidere blev under sagen fremlagt en tilsvarende skitse med angivelse af, hvorledes varerne på ulykkesdagen var placeret på liften på lastbilen. Det fremgår af disse skitser, hvilke mål lastbilens lift og varerne havde.

Chaufføren (A) forklarede i retten at han blev ansat hos Vognmandsfirmaet som chauffør i sommeren 2003. Han havde inden da gennemgået et AMU-kursus på fem uger for at få det nødvendige kørekort.

I kursusperioden aftalte han med Vognmandsfirmaet, at han kunne tiltræde, hvis han fik kørekort. Han fik kørekortet en fredag og startede den følgende mandag hos Vognmandsfirmaet. Han blev hos Vognmandsfirmaet oplært af en chauffør med fornavnet Aksel. Han kunne ikke huske Aksels efternavn, som var specielt. Det er ikke lykkedes ham at finde Aksel til brug for sagen.

Han blev oplært at Aksel til at fylde liftpladen med varer, før liften blev sænket. Det gik hurtigere end at bruge liften flere gange med færre varer ad gangen. Den fremgangsmåde, som Aksel instruerede ham i, blev benyttet af alle. Han modtog ikke instruktion fra andre end Aksel.

Chaufførerne fik udleveret rutesedler med angivelse af tider. Det medførte kritik, hvis tiderne ikke blev overholdt. Der var vist afsat ni minutter til aflæsningen ved brugsforeningen. De varer, som skulle læsses af den 23. januar 2004 ved brugsforeningen, var blevet læsset hos Coop. Læsningen skete på én gang med en truck med lange gafler.

Han var hos brugsforeningen den 23. januar 2004 kl. 06.30. Det var en kold morgen. Han placerede først to rulleborde med varer på hver side af liftpladen, hvorefter han placerede en europalle mellem rullebordene. Han stillede sig derefter med den håndholdte fjernbetjening længst ude på liftpladen med henblik på sænkning.

Palleløfteren havde han sænket under pallen - der var læsset med grøntsager i en højde på ca. 2 meter og vejede ca. 600 kg. - mod ham, og han faldt ned på jorden. Pallen må have fået fat i kartoffelburet inde i lastbilen. Han tror, at metalboltene på kartoffelburets hjul har boret sig ind i pallens træ og derved er kommet til at hænge fast i pallen.

Efter ulykken havde han stærke smerter i skulderen. Han ønskede ikke at gennemgå en risikabel operation. Efter en periode med sygemelding valgte han at raskmelde sig den 5. maj 2004. Han var imidlertid fortsat plaget af smerter i skulderen.

Opsigelsen den 9. juli 2004 fra Vognmandsfirmaet hang nok sammen med, at han på grund af skulderskaden var blevet for langsom til sit arbejde. Fyresedlen kom som et chok for ham, idet han aldrig tidligere havde prøvet at blive fyret på grund af egne forhold.

Smerterne i skulderen gjorde, at han var nødt til at gå på efterløn. Der blev talt om arbejdsprøvning, men det blev ikke til noget. Han havde ikke før ulykken tænkt sig at gå på efterløn. Han var indstillet på at fortsætte med at arbejde, til han skulle have folkepension.

Det ville indebære, at han kunne opnå skattefri efterlønspræmie, og det var en ”gulerod” for ham. Han havde en pensionsordning under sin ansættelse hos Vognmandsfirmaet, men betalingen af pensionsbidrag blev først gennemført med fagforeningens bistand efter hans fratræden.

Landsretten fandt efter bevisførelsen (herunder forklaringer afgivet af chaufførens kolleger om hvordan de håndterede lignende opgaver), at A skulle fortage en ukompliceret opgave. Modsat hvad de tre andre chauffører hos Vognmandsfirmaet, ville have gjort i en tilsvarende situation – valgte han at placere alle varerne på liften på én gang, således at der kun var ganske ringe plads tilbage yderst på liften, hvor A kunne stå.

Uanset om A faldt ned fra liften, fordi europallen flyttede sig lidt, eller fordi pallen hældede på grund af, at kartoffelburet hang fast i pallen, er det ikke af A godtgjort, at A havde modtaget instruktion om at udføre arbejdet på den måde, som han gjorde.

Fremgangsmåden var - hvilket parterne under sagen havde været enige om - uforsvarlig. Det kunne efter bevisførelsen ikke blive lagt til grund, at arbejdet var forbundet med et tidspres, der nødvendiggjorde den af A anvendte arbejdsmetode.

Efter arbejdsopgavernes rutinemæssige karakter havde Vognmandsfirmaet ikke tilsidesat nogen tilsynsforpligtelse. Det kunne ikke bebrejdes Vognmandsfirmaet, at selskabet mange år senere ikke har kunnet finde frem til den chauffør, der instruerede A og den anvendte sidemandsoplæring måtte anses for utilstrækkelig og forsvarlig. A havde efter det anført ikke bevist, at Vognmandsfirmaet var erstatningsansvarlig.

Landsretten tog derfor sagsøgtes påstand til om frifindelse til følge.

Chaufføren ankede domme til Højesteret, der konstaterede, at A var i færd med at udføre en forholdsvis simpel arbejdsopgave, da ulykken skete.

Efter skønsmandens besvarelse lagde Højesteret til grund, at årsagen til ulykken var, at et kartoffelbur var hæftet på varerne på europallen og blev slæbt efter pallen ud mod liften og placeret med det ene hjulsæt på denne, hvorefter varerne på pallen fik en stor vandret bevægelse, da nedsænkningen af liften blev påbegyndt. Ved denne bevægelse blev A, der havde placeret sig på en lille plads yderst ude på liften, skubbet eller presset ud over liftens kant.

A havde ved sin ansættelse hos Vognmandsfirmaet modtaget sidemandsoplæring af en erfaren arbejdskollega. Højesteret lagde til grund, at A herunder blev instrueret i, at han af sikkerhedsmæssige grunde skulle placere sig på liften bag varerne ind mod lastbilen.

I strid med de instrukser A havde modtaget i forbindelse med oplæringen, valgte han at placere sig foran den store mængde varer på liften. Denne placering var sikkerhedsmæssigt uforsvarlig, og det måtte lægges til grund, at ulykken ikke var sket, hvis han havde anbragt europallen helt ud mod kanten af liften og placeret sig korrekt på liften bag varerne, hvilket ikke kunne antages at ville have været væsentligt mere tidskrævende end den fremgangsmåde, han valgte.

Under disse omstændigheder tiltrådte Højesteret, at Vognmandsfirmaet ikke var erstatningsansvarlig over for A.

Højesteret stadfæstede herefter dommen, og chaufføren kom til at betale omkostninger til både modpart og egen advokat for begge retter.