Wärtsilä ind hos Fayard
Wärtsilä Danmark har indgået aftale med Fayard om etablering af afdeling på de gamle Odense Staalskibsværfts-arealer.
Danmarks største reparationsværft Fayard – det tidligere Fredericia Værft – har overtaget faciliteterne ved det nu hedengangne A.P. Møller-Mærsk ejede Odense Staalskibsværft. Her bliver der fremover også plads til en ny Wärtsilä-afdeling i det partnerne betegner som et strategisk samarbejde.
- Vi ser meget frem til et tættere samarbejde med Fayard. Målet er at stå stærkere sammen og at yde bedre og mere sammenhængende services overfor kunderne. Derudover håber vi naturligvis også på mulighed for at byde på flere opgaver, siger en tilfreds direktør Claus Vogel fra Wärtsilä Danmark.
Hos Fayard betegner ejeren, direktør Thomas Andersen, det nye samarbejde som et perfekt match.
- De satser også på vækst og akkvisitioner. Vi opererer inden for samme områder og har samme grundlæggende værdier. Vi ser store muligheder i samarbejdet med Wärtsilä, der er en stærk spiller på markedet. Det giver bedre muligheder for at yde kunderne optimal service, da vi nu kan levere alt på samme sted, siger Thomas Andersen
Det skriver maritimedanmark.dk med Wärtsila som kilde.