Kattegat-rutens hurtigfærge er klar til sin jomfrusejlads
Fredag den 29. juni indsætter Kattegat-ruten sin nye hurtigfærge Dolphin Jet på strækningen mellem Aarhus og Kalundborg.
Allerede dagen før kan interesserede dog komme om bord på den moderne hurtigfærge til to ”åbent skib”-arrangementer i Aarhus og Kalundborg, hvor der også er mulighed for at få en gratis prøvetur.
På baggrund af den løbende, positive dialog med de involverede myndigheder forventer Kattegat-ruten, at sejladsgodkendelsen for hurtigfærgen Dolphin Jet er klar i løbet af 14 dage.
Dolphin Jet skal supplere rederiets eksisterende færge på overfarten mellem Aarhus og Kalundborg.
Overfartstiden bliver en time og 45 minutter.
Kattegat-rutens hurtigfærge vil have tre daglige afgange fra både Aarhus og Kalundborg alle ugens syv dage. Sammen med Kattegat-rutens kombifærge betyder det, at selskabet tilbyder op til seks daglige afgange fra hver havn.
Dolphin Jet har senest sejlet mellem Tarifa i Spanien og Tanger i Marokko for FRS Group, der er Kattegat-rutens moderselskab. Forud for sin jomfrutur mellem Aarhus og Kalundborg har hurtigfærgen derfor gennemgået en ombygning og tilpasning til danske forhold. Det betyderblandt andet en justering af passagerantallet fra 900 til 774.