Kina vil beslaglægge europæiske fly
Slagsmålet mellem Europa og resten af verden om det omdiskuterede europæiske CO2-kvotesystem for alle flyselskaber, der flyver i europæisk luftrum, kan risikere at blive optrappet gevaldigt i de kommende uger. Det skriver check-in.
Mere end 1200 luftfartsselskaber har indrapporteret deres CO2-udledninger for de første måneder af 2012. Men 10 kinesiske og indiske luftfartsselskaber stritter imod og har ikke indsendt oplysningerne til EU inden fristen 31. marts.
I maj måned gav EU’s klimakommissær Connie Hedegaard de genstridige selskaber frist til i dag til at få det på plads. Ellers ville EU-Kommissionen tage initiativ til at straffe selskaberne med forskellige former for sanktioner. Det kunne i sidste ende være flyveforbud i EU.
Men intet tyder på at kineserne og inderne overgiver sig uden kamp. Direktøren for den kinesiske luftfartsbranche, Wei Zhenghong, truer således med at landet vil beslaglægge europæiske luftfartsselskabers fly, når de lander i Kina. Det kan være konsekvensen, hvis EU og Connie Hedegaard gør alvor af sine trusler.
- Vi vil helst ikke se en situation hvor du tilbageholder mine fly og jeg tilbageholder dine fly. Men den kinesiske regering vil tage mindst de samme skridt som EU, og disse modsanktioner vil blive langvarige, siger Wei Zhenghong, der blandt andet taler på vegne af de tre store statsejede selskaber Air China, China Southern Airlines og China Eastern Airlines.