Ny shippinguddannelse er klar
Til september starter det første hold studerende på den nye 2-årige shippinguddannelse, The Danish Commercial Shipping Program. Hele undervisningsforløbet er tilrettelagt på engelsk.
- Den nye uddannelse er udformet således, at den dækker bredt. Både trainees med en gymnasial baggrund, men også dem med erhvervserfaring eller en videregående uddannelse, kan deltage. Dette er muligt, fordi de shippingfaglige eller shippingspecifikke fag er højt prioriteret, og dermed noget som alle vil have udbytte af uanset baggrund, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Pia E. Voss.
Det engelsksprogede undervisningsforløb betyder, at virksomhederne kan benytte denne uddannelse, uanset om deres trainees er beskæftiget på kontor i Danmark eller i udlandet.
Uddannelsen er udformet af Rederiforeningen i samarbejde med en række af Rederiforeningens medlemmer.
Udover de shippingspecifikke fag som Maritime Law og Maritime Economics undervises der også i en række fag, som understøtter den personlige udvikling, blandt andet forhandlingsteknik, kommunikation og kulturforståelse.
- Virksomhederne, vi har lavet aftaler med om undervisning, er tunge spillere, som har stor erfaring inden for shippingverdenen. Vi mener derfor, at dette nye produkt vil kunne give uddannelsen det løft og den profilering, som har været efterlyst, og som kan sikre, at uddannelsen målrettet vil opfylde shippingerhvervets behov for en international uddannelse med afsæt i Danmark, siger Pia E. Voss.
Der er allerede 30 forhåndstilmeldinger fra et bredt udsnit af shippingbranchen til det første hold.