Kattegat-rute stadig forsinket
Kattegat-Ruten har ikke tilladelse til at sejle med hurtigfærgen »Dolphin Jet« på Kalundborg-Aarhus ruten.
Sejladstilladelsen er stadig under behandling hos myndighederne, skriver dagbladet Nordvestnyt.
Kontorchef Lars Gerhard Nielsen i Søfartsstyrelsen vurderer, at der godt kan gå 14 dages tid, før tilladelsen er klar.
- Men det er et rent gæt, understreger han over for avisen.
I øjeblikket ligger sagen hos Naturstyrelsen og Kystdirektoratet.
Naturstyrelsen har bedt om supplerende oplysninger fra rederiet om færgens mulige påvirkning af Kalundborg Fjord, der er et Natura 2000-område.
Og Kystdirektoratet har i to omgange bedt om yderligere oplysninger for at få helt styr på, hvilke bølger skibet genererer i vandet, og hvordan de påvirker kysten i Kalundborg Fjord.
Oprindelig skulle »Dolphin Jet« være gået i fart på ruten i sidste halvdel af maj.