Flybe taber penge i Norden
Det britiske regionalflyselskab Flybe kom ud af regnskabsåret 2011/2012 med et underskud på 57 mio. danske kroner.
I alt 34 mio. kroner, svarende til 60 procent, kommer fra selskabets entré på det nordiske marked gennem selskaberne Flybe Europe, Flybe Nordic og Flybe Finland. De to sidstnævnte er joint ventures stiftet i august 2011. Flybe ejer 60 procent, mens de resterende 40 procent er ejet af Finnair.
- Dette resultat var stort set på linje med forventningerne. Flybe Finland er et vigtigt fodfæste for koncernen, som agter at eksportere sin regionale forretningsmodel til det kontinentale Europa. Flybe Finland opererer allerede flere flyvninger i Finland end noget andet flyselskab, og Flybe og Finnair har ambitioner om at udvide det nye joint venture i Norden og Baltikum, skriver selskabet i sin årsberetning.
Mens den nordiske forretning stod for 60 procent af underskuddet, så bidrog den med under 10 procent af omsætningen. Blot 584 mio. kroner omsatte Flybe’s nordiske aktiviteter for ud af en samlet omsætning på knap 6,3 mia. danske kroner.
Flybe’s kerneforretning, Flybe UK, fik et positivt resultat før skat på 5,5 mio. danske kroner. Flybe UK er markedsleder på indenrigstrafik i Storbritannien med en markedsandel på 28 procent, og antallet af passagerer steg med 2,2 procent sammenlignet med året før til 7,3 mio.